ndcs-admin

Tæt på torsdag – tæt på musik

Tæt på torsdag – tæt på musik

Redaktionen på MSG har snakket med fire elever fra MSG Haslev om at have musik på A-niveau:

Rachel 3.c. spiller violin og er vild med pop. Hun synes, det er meget motiverende at have musik på skemaet:

”Det gir’ en god energi i hverdagen.”

En særlig god musikoplevelse ifølge Rachel var, da klassen havde intense øvedage i forbindelse med deres forberedelser til studieturen til Salamanca, hvor de skulle have prøvet livet af som gademusikanter. Selvom turen ikke blev til noget pga. corona, var musik-forberedelsen en fed oplevelse.

Lukas Brenholdt 2.b. spiller cello og er vild med soul. Han valgte studieretningen, da han gerne vil på musikkonservatoriet bagefter:

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde som lærer på en musikskole og undervise elever både i soloinstrumenter og i samspil.”

Julie 2.b. spiller guitar og er vild med pop-rock og klassisk. Hun synes, der er en fed kemi mellem musikeleverne på MSG. En særlig oplevelse ifølge Julie var juleafslutningen i 2019, hvor hendes klasse spillede nummeret ’Christmas in The Air’:

”Det er et nummer med mange elementer og instrumenter, hvor vi kunne udfolde os rigtig godt sammen som gruppe.”

Gustav 3.c. spiller rytmisk klaver og er vild med rap og hip hop. Han har spillet klaver i mange år og synes, det var oplagt at kombinere studie og hobby, da han valgte studieretningen:

”Man kommer TÆT PÅ MUSIK, når man kan fordybe sig i nogle emner. Vi har f.eks. lige arbejdet med Musicure, som handler om, hvordan man kan arbejde terapeutisk med musik.”

Kold krig i 3.x.

Kold krig i 3.X

Uge 41 bød på en lidt alternativ studieuge på MSG grundet COVID-19. Der var derfor planlagt en masse spændende ekskursioner rundt omkring i Danmark.

3.x. var en tur på Panzermuseum East, hvor der blev arbejdet med museologi. Bagefter blev der arbejdet alternativt med paintball som historisk formidling!

Eleverne skrev selv et scenarie med udspring i Svinebugtaffæren fra Cubakrisen, hvor også Kennedy og Castro figurerede i form af lærerne.

Paintballturen var et reenactment af den historie, der er sket, som eleverne nu har prøvet at gennemleve.

Det er gjort ud fra kontrafaktisk historiebrug, da der blev ændret en smule på de historiske begivenheder i forhold til, hvordan det hele endte i virkeligheden.

Det var identitetsmæssig historiebrug, der var i spil, idet eleverne påtog sig identiteten fra soldaterne dengang og kæmpede som dem! Både sanser og krop kom godt i brug i forløbet lige som både det sociale og emotionelle var i spil.

3.x. var også på tur til Oplevelsescenter Nyvang, hvor eleverne blev klogere på, hvordan det var at bo på landet før og op til den tidlige kolde krig med besøg i bl.a. en gammel skolestue og i et andelsmejeri.

Af andre spændende ture for 3.g’erne kan bl.a. nævnes Møns Klint, Zoologisk Have, Holmen og Sorø Kunstmuseum.