Fredag den 24/6 afholdte vi dimission for alle vores dejlige studenter på MSG Haslev og lørdag den 25/6 afholdte vi dimission på MSG Ringsted.
Det var to dejlige og festlige dage, hvor vi fik taget afsked med årgang 2022 med taler, uddeling af eksamensbeviser, legatoverrækkelser og sang fra både elever og lærere.
Rektor Lene Eilertsen sagde bl.a. i sin tale til eleverne på MSG Haslev, at de skulle hyldes, også pga. de klarede gymnasietiden godt under Corona pandemien:
“I har oplevet og erfaret, at verden og livet forandrer sig i retninger, som vi ikke altid forventer, men alligevel kan man lykkedes med at skabe en ny hverdag.”
Sidst i talen var der en opfordring til eleverne:
“Hjælp hinanden med at holde fast i det, som Halfdan Rasmussen skrev om i digtet
At lære er at ville, strofe 3”:
At lære er at famle
i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm, man lever i.
I rektors tale til eleverne på MSG Ringsted, fremhævede Lene Eilertsen bl.a. betydningen af de fysiske fællesskaber i en virtuel tidsalder og opfordrede de smukke unge mennesker til at huske at holde fast i denne kontakt fremover:
“Selv hvis I ikke føler, at I har tid mellem arbejde og uddannelse, så håber jeg, at I vil unde jer selv det fysiske fællesskab.
Fællesskaber er steder, hvor man kan spejle sig i hinanden og føler en følelsesmæssig tilknytning. Dette sker bedst og mest troværdigt i fysiske fællesskaber.”
Talen blev sluttet af med det afrikanske ordsprog, som Lene også sagde til denne årgang på deres første skoledag:
“Hvis du vil gå hurtigt, gå alene.
Hvis du vil gå langt, gå sammen.”
Læs begge talerne i sin fulde længde her nedenfor samt se lister over studenter og legatmodtagere:











