Kano i stedet for klasserum

En dejlig solskinsdag i midt i oktober fik 1. HF’ernes undervisningslokaler på MSG Haslev lov at stå tomme. I stedet gik turen til Suseåen. Halvdelen af dagen blev der sejlet i kano, den anden halvdel skulle de lave samarbejds-opgaver til hinanden. Det handlede om at tømre de nye klasser bedre sammen, fortæller idrætslærer Tina-Thea.

Simone fra 1.q var lidt tøvende, da hun først hørte om turen. - Men da vi kom derhen og fandt ud af, hvad vi skulle lave, syntes jeg, det var meget interessant. Og en god ide at være væk med klassen en hel dag, siger hun.

HF-klasserne har tit nogle ekstra behov for at blive rystet sammen, set i forhold til studentereksamens-klasserne (STX). Eleverne har meget større aldersspredning, flere er flyttet hjemmefra, og elevernes baggrund er mere varieret. Nogle kommer fra 10. klasse, andre er skiftet over fra en anden uddannelse, og andre igen har været ude af skolesystemet i nogle år, men har nu besluttet sig for at få en HF-eksamen for at læse videre.

- Det er vigtigt, at HF’erne kommer godt fra start og får skabt nogle relationer på tværs, så man ikke bare sidder med den samme sidemand. At man får set, at der er andre ressourcer i klassen, siger lærer Tina-Thea.

Rasmus Hannibal fra 1. q har for eksempel først gået på teknisk skole, fordi han ville være brolægger, før han fandt ud af, at han også gerne ville have en boglig eksamen. Han valgte blandt andet HF, fordi han er en del ældre end den typiske STX-elev.

- HF stiller så lidt større krav til en selv, fordi folk i princippet bare være ligeglade med læreren og nøjes med at tænke på eksamen, siger han.

At sejle i kano var bare fedt, synes han. Samarbejds-øvelserne, som eleverne skulle finde på til hinanden, var lidt mindre hans kop the. På Tina-Theas videoklip er det Rasmus Hannibal i gummistøvler og med bind for øjnene, er bliver guidet rundt i vandet af en klassekammerats stemme.

Andre øvelser gik ud på at stå en gruppe på en presenning og få den vendt, uden at træde uden for presenningen.

- Jeg synes de var meget kreative. Mere end jeg havde turdet håbe på, siger Tina-Thea. - De var modige. Og gode til at trække hinandens ressourcer på en anden måde, end vi ser i det daglige.

Rasmus Hannibal og Simone er ikke helt enige om, hvad de lærte om deres klassekammerater på turen. Ikke så meget nyt, mener Rasmus Hannibal.

- Jo, nogle var meget mere tålmodige, end de plejer at være i timerne. Og nogle var mere pylrede, siger Simone.

Men de er enige om, at turen var en succes, og de vil gerne have flere arrangementer, hvor klassen er væk fra skolen. Sammen.

Kontakt os

MSG Haslev:
Skolegade 31, 4690 Haslev,
Tlf. 56 31 24 04,
E-mail:
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Sådan finder du vej til MSG Haslev

MSG Ringsted:
Ahorn Allé 11, 4100 Ringsted,
Tlf. 57 68 11 40,
Email:
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Sådan finder du vej til MSG Ringsted

EAN-nr.:5798000557437    CVR-nr:29 55 41 53

Admin