MSG satser ekstra på klasselærerne
Samtlige klasselærere på MSG Haslev og MSG Ringsted bliver i løbet af det kommende skoleår sendt på efteruddannelse for at blive endnu bedre. Gymnasiet har for nylig modtaget et tilskud på 154.000,- kroner fra Kompetencesekretariatet til projektet, som skal give klasselærerne flere redskaber til at arbejde med læringsmiljøet i klasserne.
- Vi er utrolig glade for at kunne gennemføre dette her, midt i en tid hvor alle ungdomsuddannelser ellers hele tiden er udsat for besparelser, siger rektor Lene Eilertsen.
Vores Nobelpris-modtager blev 99 år gammel
Nobelprismodtager Jens Christian Skou tog studentereksamen i Haslev i 1937. (foto: Søren Kjeldgaard)Biomedicineren Jens Christian Skou sov stille ind 28. maj i år, 99 år gammel. Jens Christian Skou modtog i 1997 Nobelprisen i kemi – 60 år efter at han blev student fra Haslev Gymnasium (der i dag hedder MSG Haslev). Prisen fik han for opdagelsen af natrium-kalium-pumpen, der er afgørende for at vores celler i kroppen kan fungere.
Jens Christian Skou var født og opvokset i Lemvig i den vestlige ende af Limfjorden, men da der ikke var noget gymnasium i Lemvig, valgte han gymnasiet i Haslev. Her var han en af de 50-60 kostskolelever, der boede oppe øverst i den store bygning, og gik om dagen på skolen sammen med de 400 dagelever.