Global fællesdag

Global fællesdag

Tirsdag den 16 april var alle skolens elever samlet på MSG Haslev til global fællesdag. Eleverne fra Ringsted køre med bus til Haslev, hvorefter dagens program startede i hallen. Her blev alle budt velkommen, og derefter påbegyndtes paneldebatten vedrørende Israel-Palæstina konflikten.

Efter 1,5 time gik eleverne ud på forskellige workshops. Der var hele 24 workshops at vælge i mellem, og forinden havde eleverne haft mulighed for at ønske emner. Der var alt fra strikning, eksotisk madlavning, amerikansk fodbold til workshop om indflydelse på MSG, lommeskov, udendørs klasselokale og meget mere. Workshopsne var styret af lærere, nuværende og tidligere elever samt gæster udefra.

Global fællesdag handler om at udforske andre landes kultur, italesætte globale problemer, skabe noget med sine hænder samt i det hele taget styrke sammenholdet mellem MSGs to afdelinger. Eleverne oplever på den måde en anderledes måde at lære på og kommer ud af de vante klasselokaler. Derudover er det også en dag, hvor eleverne styrker fællesskabet på kryds og tværs af klasser, årgange og afdelinger.

Dagen sluttede af med fremvisning af fællessang, dans og musikalsk indslag. Samtidig med underholdningen var det muligt at smage noget af den mad, eleverne havde lavet i løbet af dagen.

Kørners Kunstkonkurrence 2024

HÅRDT


I forbindelse med Kørners Kunstkonkurrence 2024, har 10 billedkunstelever fra 1.g på Midtsjællands Gymnasium, afd. Haslev arbejdet med temaet ”hårdt”.


Værkerne er indsendt til Kørners Kunstkonkurrence blandt i alt 610 indsendte værker fra ca. 45 forskellige hold fra 36 forskellige gymnasier landet over.


I værkerne ser vi, hvordan temaet ”hårdt” kan bære flere betydninger med sig. I flere af værkerne er der arbejdet med hårde materialer, og der gemmer sig historier og budskaber knyttet til de hårde sider af tilværelsen i flere af værkernes motiver.

MINISTERBESØG

I dag har vi på MSG Haslev haft besøg af statsminister, Mette Frederiksen og Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye.

De var nysgerrige på at høre mere om livet og betingelserne for skoledrift på et gymnasium, der ligger i et landdistrikt.

Frida 3.a, Jens 3.c og Jonas 1.hf viste rundt på skolen sammen med rektor, Lene Eilertsen. Besøget startede med en kort sanseoplevelse med dans og musik fra Masterclass i drama holdet. Derefter så de to ministre kantinen og studiecenteret. De besøgte 3.g’s Biotek-hold og 2.a i en SK-time. Så blev det tid til en plenumsnak i salen, faciliteret af Sofie 3.c.

Her fortalte vores elever om det trygge og nære lokalmiljø på vores skole samt, hvordan de mener, at god trivsel og faglighed kommer til udtryk.

Mette Frederiksen sagde som afslutning på besøget, at hun synes, det er lykkedes flot med det lokale samarbejde, vi har på MSG.

Mathias understregede, at tilskuddet til gymnasier i landdistrikter er kommet for at blive, og at gymnasierne netop er en rigtig vigtig del af livet i de mindre byer. Tak for et dejligt besøg!

Mindeord om Knud Jepsen

En stjernekigger har forladt gymnasiesektoren.

Knud Jepsen, tidligere vicerektor på Midtsjællands Gymnasium (tidl. Haslev Gymnasium) er afgået ved døden den 26. november 2023.

Alle, som kendte Knud på gymnasiet, vil tænke tilbage på ham som et meget respektfuldt og dedikeret menneske, som brændte for skolen og skolens ansatte og elever gennem hele sit lange arbejdsliv. 

Knud blev student fra Haslev Gymnasium i 1959 og begyndte som lærer i 1964 på Haslev Gymnasium. Han underviste i fysik, astronomi, kemi og matematik. Han var vicerektor i perioden 1971-2014 og sluttede sit lange gymnasieliv af med at undervise et år, før han gik på pension i 2015.

Knud var vicerektor i over 40 år og var ansvarlig for at gennemføre en række gymnasiereformer og forandringer i den periode. Hver gang var Knud klar til at finde løsninger og nye strukturer til gavn for gymnasiets ansatte og elever. Man var aldrig i tvivl om, at hans hjerte bankede for gymnasiet i Haslev.  

Når Knud underviste, var det med stor tålmodighed og lysten til at få eleverne med ind i spændende faglige universer. Knud fik bl.a. introduceret astronomi som fag i det almene gymnasium, og mange elever har nydt godt af hans enorme viden på dette område. Knud skabte planetstien i gymnasiets park og viste utallige folkeskole-, og gymnasieelever rundt på stien og fortalte med stor entusiasme om stjernehimlen. 

Knud fortsatte heldigvis med at komme på gymnasiet efter sin pension og hjalp og inspirerede de unge fysiklærere ud i det eksperimentelle arbejde i fysik.

Uanset hvornår man spurgte Knud om hjælp, så svarede han: ”Ja selvfølgelig – hvornår har du tid til, at jeg hjælper dig?”

Vi vil mindes Knud og kigge ekstra grundigt på stjernehimlen i aften og sende ham en varm tak for hans store engagement på Midtsjællands Gymnasium (tidl. Haslev Gymnasium).

Vi har mistet et af skolens fyrtårne, og vi ærer hans minde.

Lene Eilertsen
Rektor

Podcast ude

Podcasten ‘Når tæpper falder’ ude nu!

I forbindelse med dette skoleårs Teater Vi Tør/Masterclass i drama forestilling ‘Når det slutter…’, er der blevet lavet en podcast.

Forestillingen blev vist fra torsdag den 23. november til søndag den 26. november 2023.

Hør den spændende podcast her nedenfor, hvor Lærke Lykkeberg fra 1.a er vært.
Her interviewer hun flere af de medvirkende i stykket.

Det øverste billede er stemning fra scene 5 i stykket.

Innovationsfinale

Mandag den 20. november var der finale i Ringsted Kongrescenter for innovationsugen i Ringsted Kommune. Her havde alle 2.g elever fra MSG arbejdet med cases fra fire lokale virksomheder, hvor de skulle løse en autentisk problemstilling. De fire virksomheder er:

ACO – her skulle der findes innovative måder at genanvende opsamlet ’rent’ vand fra Ringsted Torv. Vinderen er elever fra 2.x (øverste billede).

COWI – her skulle der arbejdes med rundkørslen samt motorvejsbroen ved Ringsted Outlet i forhold til at gøre den mere trafiksikker samt fremme naturen. Vinderen er elever fra 2.y (billede 1 nedenfor).

Ringsted Festival – her skulle der arbejdes med, hvordan Ringsted Festival kan blive en endnu mere eksklusiv, magisk og uforglemmelig oplevelse med flere forskellige temaer, oplevelser og events. Vinderen er elever fra 2.u (billede 2 nedenfor).

Haack Recycling – her skulle der arbejdes med genanvendelse af udtjente tekstiler til nye produkter. Vinderen er elever fra 2.d (billede 3 nedenfor).


Stort TILLYKKE til vinderne! Projekterne er blevet bedømt af et dommerpanel bestående af repræsentanter fra virksomheden og dommere fra det lokale erhvervsliv og skoleområdet samt Ringsteds borgmester, Henrik Hvidesten.