Nu kan det være nok! …eller?

Oprørt Pressebillede 450pxHvornår bliver unge mennesker så vrede, at de gør oprør? Og hvordan gør de så, hvis de en dag får den ide at ville gøre oprør? Det er nogle af overvejelserne bag ”Oprørt” - årets Masterclass-teaterforestilling på Midtsjællands Gymnasium.

Forestillingen, der har premiere torsdag den 22. november på gymnasiet i Haslev, bygger på et omarbejdet version af et manuskript af dramatikeren Line Mørkeby, som i øvrigt selv har været elev på MSG Haslev.

Seks skuespillere, fire dansere, tolv musikere, fem kostumefolk og seks designere og scenografer driver den bevægende forestilling frem, helt bogstaveligt, for alt flytter sig – også musikken. Der bliver tale om såkaldt aktionsteater, hvor publikum undervejs indgår som en aktiv del. Som sædvanlig er der også fuld skrue på den tekniske og visuelle side af MSG’s forestillinger, blandt andet med brug af en 15 gange 4 meter storskærm.

- Jeg fik ideen til at lave netop denne slags forestilling, fordi i længere tid har syn-tes det var mærkeligt, at der ikke sker noget blandt vores unge. Hvorfor gør de ikke oprør? Der er så mange der mistrives, når de drøner rundt det hamsterhjul, som de-res stressede hverdag er, siger teaterchef og dramalærer på MSG, Torben Ibsgaard.

”Oprørt” er en satirisk forestilling, som leger lidt drilsk med tanken om, hvordan man mon gør, hvis man skal lave det oprør, som ikke rigtig vil komme. Skal man bruge en leder? Kan man går til aftenskolekursus i oprør? Har man brug for en stor, åben plads, ligesom i de store oprør ude i verden?

Publikum til forestillingen vil opleve, at de på en eller anden mærkelig måde bliver inddraget i det hele. Og hvornår har man overskredet den røde linie, hvor der ikke er nogen vej tilbage?

”Oprørt” spiller torsdag den 22. og fredag den 23. november kl. 20.00, samt lørdag og søndag 24. og 25. november kl. 15. Billetter fås på billetto.dk eller ved indgangen.