Udskriv

Hvad far og mor gjorde

Reklamefoto 270 pxMSGs Teater-Vi-Tør skaber teater ud fra elevers tabubelagte familie-hemmeligheder

Tag et kig på en helt almindelig dansk gymnasieklasse. Hvilke tabu-belagte hemmeligheder om deres familieliv har eleverne med i tasken hjemmefra? Hvem kommer fra hjem med vold, mobning, overgreb, svigt, alkoholisme, eller problematisk religiøsitet? Hvad ville disse elever fortælle, hvis de kunne?

Midtsjællands Gymnasium har vi fået en stribe af disse elever til at fortælle deres historier. Anonymt. 19 barske fortællinger er det blevet til. Materialet er givet videre til dramatikeren Simone Isabel Nørgaard, som nu har skabt manuskriptet til teaterforestillingen ”Hvad far og mor gjorde”, baseret på nogle meget barske hjørner af dansk familie-virkelighed.

- Det er imponerende, at der er så mange, der har skrevet deres historier til os. Jeg beundrer deres ærlighed og generøsitet. Og jeg er overrasket over, hvor voldsomme nogle af historierne er, når man tænker på, at det kommer fra et helt almindeligt gymnasium, siger Simone Isabel Nørgaard.

Idémanden bag projektet er gymnasiets dramalærer Torben Ibsgaard, som har gjort manuskriptet til virkeligt teater, udført af en specielt sammensat dramagruppe med særligt talentfulde nuværende og tidligere elever, samt den professionelle skuespiller Kristian Grumme Nielsen.

Forestillingen har premiere søndag den 14. januar i Ringsted med offentlige forestillinger, og spiller en uge frem, både i Ringsted, Haslev, på Kulturcentret Viften i Rødovre, samt på Holstebro Gymnasium.
- Det var vel mine værste anelser, der blev opfyldt. Og det var hård læsning, siger dramalærer Torben Ibsgaard.

Simone 300 pxSimone Isabel Nørgaard er overrasket over, hvor meget historierne også handler om at der bliver fortiet så meget i hjemmene. At alting skal være perfekt på overfladen.
- Det tragiske i nogle af beretningerne er, at de unge ved, at forældrene ved, at de fx har spiseforstyrrelser eller lignende - men at forældrene ikke gør noget og ikke taler med dem om det, siger hun.

- Jeg er også overrasket over, at fx alkoholmisbrug ikke ser ud til at være ret afhængigt af socialklasse, men også finder sted i prestigehjem.

Selv om selve projektet med de 19 anonyme, personlige bekendelser er nyt for Simona Isabel Nørgaard, er hun ikke uvant med at skabe teater ud fra beretninger fra det virkelige liv, da hun ofte bruger meget research, før hun skaber sine stykker. Men med MSG-projektet har det været en særlig udfordring at skrive stykket, så det trods alt ikke bare blev tragisk hele vejen igennem.
- Men nogle gange er noget så grotesk, at det bagefter bliver helt farce-agtigt at tale om. Og det virkemiddel har jeg brugt lidt, men uden at udlevere dem, som har skrevet til os, siger hun.

Forestillingen Hvad far og mor gjorde kommer også til at danne grundlag for nogle undervisningsforløb i en lang række af skolens klasser, først og fremmest i fagene dansk og psykologi.

Midtsjællands Gymnasium (MSG), der har afdelinger i Haslev og Ringsted, har en meget stærk dramatradition under det samlende navn Teater-Vi-Tør. Konceptet omfatter ikke kun almindelig dramaundervisning, men også masterclasses i samarbejde med professionelle, flygtningeteater og teatersamarbejde med grundskoler i området. Det er i øvrigt anden gang, gymnasiet samarbejder med dramatikeren Simone Isabel Nørgaard.

Spilleplan:
14/1 kl. 16.00 MSG Ringsted
15/1 kl. 9.00, 11.45 og 14.00: MSG Ringsted
16/1 kl. 20: Viften, Rødovre
18/1 Holstebro Gymnasium
19/1 kl 14.00 og kl. 20.00: MSG Haslev
20/1 kl 16: MSG Haslev
21/1 kl 16: MSG Haslev

Kontakt os

MSG Haslev: Skolegade 31, 4690 Haslev, Tlf. 56 31 24 04, E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

MSG Ringsted: Ahorn Allé 11, 4100 Ringsted, Tlf. 57 68 11 40, Email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

EAN-nr.:5798000557437    CVR-nr:29 55 41 53

Sådan finder du vej til vores to adresser

Admin