Udskriv

Kemisk stof måtte bringes til sikkerheds-sprængning ved MSG Haslev

Fredag eftermiddag den 11. august blev et glas, der muligvis indeholdt det kemiske stof sølvnitrid, bragt til sprængning i parken ved MSG Haslev. Det var Midt- og Sydsjællands Brand & Redning, der sammen med Ammunitionsrydningstjenesten stod for sprængningen, der foregik efter alle sikkerhedsforskrifter. Sølvnitrid er et kemisk restprodukt, og glasset var blevet fundet af kemilærerne bagerst i et skab, da lærerne var ved at gøre lokalet klar til skolestarten på mandag i næste uge.

Der var ingen elever til stede i eller nær ved lokalet, men for en sikkerheds skyld blev en del af skolens bygninger tømt og afspærret kl. 13.21 i samarbejde med politiet. Sølvnitrid kan nemlig potentielt eksplodere, hvis det rystes. Kemilærerne tog derfor ingen chancer, men tilkaldte i stedet beredskabet, som tog sig af at fjerne stoffet og uskadeliggøre det.

Sølvnitrid er ikke et stof, der optræder i undervisningen. Men det kan opstå som restprodukt over tid, hvis resterne af et bestemt forsøg får lov at stå hen i stedet for at blive neutraliseret, som man normalt gør.

”Vores umiddelbare vurdering er, at ingen elever eller ansatte på noget tidspunkt har været i fare, da glasset har stået et sted hvor eleverne ikke er kommet i nærheden af det. Men vi er glade for at glasset nu er væk, og at gymnasiets beredskab i øvrigt virkede efter hensigten,” siger rektor Lene Eilertsen.

For en sikkerheds skyld har skolens ledelse sammen med kemilærerne planlagt at gennemgå procedurerne omkring kemiundervisningen for at sikre, at de er optimale.

 

Kontakt os

MSG Haslev: Skolegade 31, 4690 Haslev, Tlf. 56 31 24 04, E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

MSG Ringsted: Ahorn Allé 11, 4100 Ringsted, Tlf. 57 68 11 40, Email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

EAN-nr.:5798000557437    CVR-nr:29 55 41 53

Sådan finder du vej til vores to adresser

Admin